Centrallås er bilens evne til at låse alle bilens døre op samtidig, og næsten alle biler nu om dage har en centrallås. Står man med en centrallås, der ikke virker, kan det føles som enormt tidsspild, at man hver morgen skal åbne alle dørene manuelt for at få hele familien ind. Som udgangspunkt er dette det eneste problem, som man har, hvis ens centrallås ikke virker, og derfor er det ikke noget, som akut behøver reparation.
Løsningen, hvis din centrallås ikke virker, er at forsøge at reparere den, men du kan også købe et helt nyt sæt ganske billigt og selv montere det. Du kan også vælge at få det gjort hos et autoværksted, hvis du synes, at manualen beskriver en proces, som rækker ud over dine kompetencer. Vi vil her gøre dig klogere på, hvad det koster at sætte en ny i, og hvad du kan gøre for selv at fikse problemet uden at skifte delene ud.
Fjernbetjent centrallås virker ikke – hvad koster det?
Reparation af centrallås er ikke den mest hyppige ydelse hos en mekaniker, og det kan derfor være svært at finde den på en prisliste. Til gengæld kan man flere stede finde prisen, hvis man skal have en centrallås installeret fra ny, og her vil din pris typisk være 2.000-3.000 kroner afhængig af model og det enkelte værksted.
Hvis du derfor skal have repareret en centrallås, der ikke virker, så skal du nok regne med at betale 750-1.500 kroner. Dette er dog blot vejledende, og det er ikke engang sikkert, at de tilbyder reparation af centrallås. Nogle steder tilbyder måske kun, at de kan sætte et helt nyt system i. Uanset hvad bør du forhøre dig hos flere forskellige steder, så du kan være sikker på, at du får den bedste pris.
Centrallås virker ikke – gør det selv reparation
Der er et par forskellige ting, du kan prøve, hvis du gerne vil prøve at fikse din defekte centrallås selv. Hvis din bil har en fjernbetjent centrallås, som ikke virker, kan det skyldes noget så simpelt som afladte batterier til din fjernbetjening. Find din manual til centrallåsen, og køb så de batterier, som er egnet til fjernbetjeningen og prøv at skifte dem.
Hvis du er heldig, kan afladte batterier være løsningen, og så behøves du ikke gøre mere. Men det kan også være løse forbindelser i fordelerboksen, som kan være skyld i manglende funktionalitet. Prøv at tage alle stik ud af fordelerboksen, og sæt dem så i igen. Følg manualen i forhold til, hvad den beskriver omkring genstart af centrallåsen, da det netop er det, som du har foretaget her. Du skal nemlig typisk indstille nogle koder korrekt.
Centrallås virker ikke på én dør? Så skulle ovenstående også gerne kunne løse problemet. Hvis det ikke hjælper, så er der noget dybere i forbindelsen, som den er gal med. Det kan være et defekt kabel, og så skal du investere i nyt udstyr.
Kan man montere centrallås selv?
Hvis du vil installere et centrallåssystem fra bunden, er det faktisk ikke specielt dyrt, men det kan være lidt teknisk. Det koster kun omkring 500 kroner at købe et centrallås kit selv, men det kan være en smule besværligt at installere uden teknisk indsigt. Manualen beskriver dog nøje, hvad du skal gøre, men vi anbefaler, at du får det gjort hos et autoværksted, så du er sikker på, at det bliver gjort korrekt uden løs montering.