Udskiftning af udstødning

Udskiftning af udstødning er oftest nært forestående, hvis udstødningen begynder at rasle eller er begyndt at få en lidt mere dyb og potent lyd. Reagerer du ikke hurtigt på faresignalerne, kan du ende med at skulle udskifte hele udstødningen – og det bliver hurtigt en dyr affære. Læs her, hvordan du finder en billig udstødning til bilen.

Udstødningen er den del af bilen, der sørger for at lede de giftige udstødningsgasser væk fra motoren og om bagved bilen, hvor de ikke er til gene for passagererne. Samtidig virker udstødningen som lyddæmper på motoren – og har du først en gang prøvet at køre med en defekt udstødning, ved du hvor effektivt udstødningen rent faktisk dæmper motorlarmen.

En potent lyd fra udstødningen er et faresignal

Skulle du synes, at din bil ikke lyder på voldsom nok, kan du anskaffe en sportsudstødning til bilen. Det giver den en noget dybere – og for os drengerøve – mere interessant lyd.

I alle andre tilfælde er en pludselig mere larmende udstødning, et faresignal du bør tage alvorligt. For er der først gået hul på udstødningen, går det stærkt med at udstødningssystemet ruster. og til sidst tærer helt igennem. Men får du skiftet den del, der er gået hul i med det samme, kan resten af udstødningssystemet holde længere.

Det samme er tilfældet, hvis du hører, at din udstødning rasler. Oftest er der ”kun” tale om, at et af de ophæng udstødningen sidder i, er rustet igennem eller en af gummiophængene er faldet af. Men får du ikke fikset det, bliver udstødningen mere belastet på det sted, hvor ophænget er gået fra – og så går der heller ikke længe, før du står foran at skulle skifte hele eller en stor del af udstødningen.

Hvad koster udskiftning af udstødning?

Prisen på udskiftning af udstødningen afhænger af, hvilket bilmærke, hvilken model og hvilken motortype, du har i din bil. Jo større model og jo større motor, jo dyrere er udstødningen oftest.

Samtidig kan der være store forskelle på prisen på en udstødning. Det afhænger af, om du køber en original udstødning med bilmærkets logo på. Eller køber en såkaldt kompatibel eller uoriginal udstødning, som passer til bilen. Kvaliteten er oftest den samme, selv om bilproducenten gerne vil overbevise dig om noget andet.

Den sidste parameter i prisen på udskiftning af udstødning er timeprisen på det værksted, du skal have foretaget udskiftningen på. Her er der nemlig stor forskel på timeprisen fra værksted til værksted.

Kan du undgå, at udstødningen pludselig larmer

De fleste tænker først på at få skiftet udstødningen, den dag bilen lyder som en krydsning mellem en traktor og et kampfly midt i et stejlt loop. For det er meget svært at forebygge, at det sker.

Det eneste du kan gøre, er at få tjekket udstødningens tilstand, hver gang bilen er til service. Så kan du selv afgøre, om du vil ofre pengene på den nye udstødning nu og undgå den pinlige tur til værkstedet med larmende udstødning.

Eller om du er ligeglad og rent faktisk vil hygge dig med at køre larmende gennem byens gader. Hvad du vælger, afhænger nok mest af din indre drengerøv.